Lesvos

Lesbos, Mitilini, græsk ø, Grækenlands tredjestørste; 1630 km2, ca. 85.000 indb. (2011).

Lesbos ligger i den nordøstlige del af Det Ægæiske Hav tæt på den tyrkiske kyst. Øen er bjergrig og med ujævn, bugtet kystlinje; den vestlige del er tør, stenet og ufremkommelig, mens resten delvis er dækket af skov med mange frodige dale. Øen er af vulkansk oprindelse og består af lava, tufsten, skifer og kalksten. Højeste bjerge er Olympos (967 m) i syd og Lepetimnos (968 m) i nord. På grund af den vulkanske undergrund er der mange termiske kilder, heraf flere med tilknyttede kursteder. Den vestlige del af øen, centreret om byen Sigri, udgør sammen med øen Megalonissi et unikt geologisk område. Her findes rester af en 1-20 mio. år gammel forstenet skov med fossiler af planter og dyr begravet i vulkansk tufsten.